eva hage personaleudvikling
profil konsulent typologi kunderne udtaler sig litteratur og links kontakt mig  
TYPOLOGI

OM TYPOLOGI

Mennesker er grundlæggende forskellige og disse forskelle er vigtige at forstå.

Den svejtsiske psykiater C.G Jung er faderen til typologien med sin typelære ”Psychologische Typen” fra 1921.
Typelæren beskriver konsekvenserne af typeforskelle mellem mennesker i forskellige sammenhænge. Den beskæftiger sig med nogle egenskaber ved mennesker, som er meget grundlæggende, og som derfor også er virksomme i mangfoldige sammenhænge, lige fra den enkeltes måde at opfatte verden på, over samspillet mellem mennesker til dominerende værdier. Essentielt tilbyder typologien et fremragende begrebsapparat til at forstå mange af de forskelle, modsætninger, misforståelser og konflikter, som man kan opleve mellem mennesker i deres daglige samvær i arbejdslivet såvel som udenfor, hvor spørgsmålet: ”hvorfor er de andre så anderledes?” ofte rejser sig.

Typologi handler først og fremmest om menneskers værdifulde forskelligheder, der afhænger af:

Hvorhen den enkelte foretrækker at rette sin opmærksomhed.

Hvorledes den enkelte foretrækker at modtage indtryk.

Hvordan den enkelte foretrækker at træffe afgørelser.

Hvilken livsstil han eller hun har antaget.

Jung fremhæver, at intet menneske ser virkeligheden i sin helhed, men at forskellige typer supplerer hinanden, hvorfor et samarbejde mellem forskellige typer kan være meget frugtbart, ja ofte nødvendigt for at opnå et godt resultat.
Derudover er der to meget væsentlige aspekter ved typologien, nemlig at den er kendetegnet ved:

  • At den er værdifri, det at alle typer grundlæggende er ligeværdige
  • At den er udviklingsorienteret, der er altid mulighed for udvikling

En persons type beskriver vedkommendes sædvanlige og foretrukne måde at fungere på, en måde, som personen kan forholde sig til, arbejde med og udvikle. Typologien kan således være en kilde til stadig dybere forståelse og inspiration til personlig udvikling hele livet. Den stiller et begrebsapparat til rådighed, som den enkelte kan tage udgangspunkt i til udforskning af egne styrker og udfordringer og til at undersøge forskellen mellem sig selv og andre.

 

 
eva hage personaleudvikling, steen billes gade 7b, 8200 århus n, telefon 86105954, email eva@evahage.dk